LOGISTIKFIRMA UDNÆVNT TIL VERDENS BEDSTE ARBEJDSPLADS
Press Release: Vallensbæk d. 15. november 2021
Et stærkt fokus på personaleudvikling og engagement har både transformeret DHL Express over de seneste mange år og har skabt det bedste økonomiske resultat i 50 år. Nu er virksomheden netop blevet kåret til verdens bedste arbejdsplads af Great Place to Work™ og Fortune.
”DHL Express har gennemlevet en stor transformation på baggrund af vores Fokus-strategi. Som et led i strategien har vi gjort det til vores mål at motivere folk til at arbejde for os og blive den foretrukne arbejdsgiver. For en virksomhed med 111.000 kolleger, der arbejder på forskellig vis på tværs af 220 lande, var det et modigt træk. Det, der driver mig hver dag, er vores tro på mennesker og på deres evne til at præstere på et højt niveau for vores kunder og for hinanden. Jeg har aldrig været mere stolt af at være en del af dette firma,” siger John Pearson, der er CEO for DHL Express.
Logistikvirksomheden har over en periode på 10 år kontinuerligt investeret i udviklingen af medarbejderne. I 2017 var DHL Express placeret på en 8. plads på samme liste, der altså nu i 2021 netop har placeret virksomheden som den absolut bedste arbejdsplads i verden.
Deutsche Post DHL Group har en målsætning om at være verdens foretrukne arbejdsplads, investering og leverandør. Nøglen til virksomhedens succes er et internt uddannelsesprogram kaldet Certified International Specialist (CIS), der blev introduceret i 2009 for at styrke virksomhedens kulturelle og udviklingsmæssige DNA baseret på kundefokus og tillid. Det er virksomhedens egne ledere, der træner de øvrige medarbejdere, og det er en udbredt virksomhedskultur, som opmuntrer, anerkender og belønner vital adfærd. Noget som den danske adm. direktør Atli Einarsson selv er med til.
”For os er det afgørende at fokusere på vores medarbejderes tilfredshed. Uden deres commitment og engagement, ville det ikke være muligt for os at yde som vi gør over for vores kunder. Vi er stolte over at se hvordan vores virksomhedskultur og de mange initiativer, vi har implementeret, betaler sig. Vores fokus på inklusion, forskellighed, sundhed, velvære og personlig udvikling samt vores fokus på at give tilbage til vores omgivelser, er helt vitale dele i at skabe den kultur, der gør det til et fantastisk sted at arbejde,” siger Atli Einarsson. Den danske gren af virksomheden hører selv til blandt de absolut bedste arbejdspladser herhjemme og vandt tidligere på året Great Place to Works inklusionspris.
Under den globale pandemi var presset på logistikmedarbejdere overalt meget intenst. For DHL Express står anerkendelsen som verdens bedste arbejdsplads i 2021 derfor som et vidnesbyrd om styrken i virksomhedens kultur. Placeringen som nummer 1 er på baggrund af en undersøgelse, der måler medarbejdernes oplevelse af retfærdighed, troværdighed, respekt, stolthed og teamwork i organisationen. Forskellige initiativer og uddannelsesprogrammer, der styrker virksomhedskulturen, vurderes også i forbindelse med undersøgelsen. Endelig har DHL Express det seneste år qua corona-pandemien fokuseret på jobsikkerhed og personalets trivsel i hele den udfordrende periode, og har sørget for, at medarbejderne forblev sikre, forbundne til hinanden og støttet.
"Selvom det aldrig har været mere kritisk at være et godt sted at arbejde, har det heller aldrig været sværere. DHL Express har bevist, at når man sørger for sine medarbejdere, sørger de for kunderne. 94% af DHL's medarbejdere siger, at deres kunder vil vurdere den service, de leverer som 'fremragende', hvilket er bedre end det globale benchmark på 86%," siger Michael C. Bush, administrerende, der er direktør for Great Place to Work ™.
For at opnå placeringen som verdens bedste arbejdsplads, skal en virksomhed først have placeringer på Great Place to Work's nationale lister for bedste arbejdspladser. Anerkendelsen er baseret på fortrolige undersøgelsesdata, der vurderer medarbejdernes erfaring med tillid, innovation, virksomhedsværdier og lederskab. For virksomheder på listen vurderes det også, hvor godt de skaber en ’For All’ arbejdspladsoplevelse, der omfatter alle medarbejdere, uanset hvem de er eller hvad de gør.